Dej
25 g gær
3 1/4 dl vand
1 tsk salt
180 g fuldkornsdurummel, grahamsspeltmel eller grahamsmel
Ca. 300 g hvedemel gerne pizzamel
Fyld
2 løg
2 gulerødder
1 ds. flåede, hakkede tomater
1-2 fed hvidløg
Salt og peber
1 agurk eller squash
20 cherrytomater
100 g røget skinke
150 g reven mild ost 17 %
2 tsk oregano
1 spsk olivenolie
Tilbehør
Grønsagsstænger f.eks. gulerødder, agurk og bladselleri.
Udrør gæren i lunkent vand. Rør salt i. Tilsæt begge slags mel og ælt dejen godt til den er elastisk og meget smidig 5-10 min. Lad dejen hæve tildækket et ikke for varmt sted ca. 1 time.
Form 4 mindre kugler af dejen og læg dem på et meldrysset bord. Tryk dejen lidt flad til en stor cirkel med hænderne. Rul nu dejen ud med en kagerulle til den er ca. ½ cm tyk. Læg dejen over på bagepapir.
Hak løgene. Skær gulerødderne i små tern eller riv dem på et råkostjern. Kom flåede tomater i en gryde sammen med løg, gulerødder og presset hvidløg. Kog tomatsaucen uden låg i ca. 10 minutter og rør i gryden jævnligt. Saucen skal være tykflydende. Smag saucen til med salt og peber. Blend evt. saucen med en stavblender.
Skær agurk eller squash i ¼ cm tynde skiver. Skær et kryds i tomaternes top. Fordel tomatsaucen på bundene. Fordel skinken over tomatsaucen sammen med agurke- eller squashskiver og cherrytomater. Drys med ost og oregano. Dryp med olivenolie. Bag pizzaerne ved 225 gr. på midterste ovnribbe ca. 20 minutter.
Tip
Når du skærer et kryds i tomaterne undgår du at en skoldhed bagt tomat kommer ind i munden på en gang, nu fordeler den varme væske fra tomaterne sig lidt ud over pizzaen.
Du kan vælge at lægge friske agurkeskiver på den bagte pizza i stedet for at bage dem med.
Den ene gulerod kan erstattes af en stilk bladselleri i små tern.
Du kan lave pizzadejen med 10 g gær om morgenen, stille den tildækket i køleskab til om aftenen. Tag dejen ud 30 minutter før du skal udrulle den. Denne dej bliver ekstra lækker og sprød.
Opskrift og styling: Bente Nissen Lundsgaard
Foto: Henrik Freek
